Professor Per Schultz Jørgensen har en definition på begrebet omsorg:
”Omsorg henviser i almindelig daglig tale til dette at tage vare på – at passe eller at have ansvar for. Dvs. en tilknytning til et andet menneske, der omfatter at sikre en persons overlevelse, udvikling og tryghed – i det hele taget et ansvar for et andet menneske”
Denne definition er beskrevet særdeles godt, omsorg er en af vores primære opgaver i vores daglige arbejde med andre mennesker. Per Schultz Jørgensen finder også tre væsentlige aspekter i begrebet omsorg. Tilsyn, Stimulation, Tilknytning.
Tilsyn, menes at vi som professionel omsorgsgiver har ansvaret for brugerens sikkerhed. For at realisere disse tre aspekter, har vi nemlig brug for forskelligheder i personalegruppen i vores arbejde som omsorgsgiver. Vi skal bevare vores personligheder og give plads til forskellighederne samt være undrende og opsøgende på hinandens kompetencer og erfaringer. Stimulationen vil her bedre kunne gives til brugeren, så der sikret intellektuelt indhold, aktiviteter og udfordring. Vi kan heller ikke komme uden om, at relationen til den enkelte kan variere meget. For at sikre at alle brugere har mindst en god relation til en i personalegruppen, kunne personalegruppen lave en relationscirkel. Denne model giver et overblik over om alle brugere har en tilknytning eller slet ingen til en omsorgsgiver. Her er det vigtig, at vi som omsorgsgiver får skabt den tilknytning som skaber den følelsesmæssige basis for tryghed og tillid, der danner grundlag for udvikling og trivsel.
Pædagoger på bosteder, børnehaver etc. er alle forskellige som mennesker. En forskellighed man også har når man er på arbejde. Denne forskellighed kan man bruge proaktivt i arbejdet med børn med tilknytnings- og adfærdsproblemer, hvor man kan møde borgeren og dennes interesse med større engagement, dybere interesse og derved skabe en mere autentisk relation. Det vil dermed skabe en bedre forudsætning for at kunne stimulere og skabe en mere naturlig tilknytning hos borgeren.
Pædagogisk personale skal turde at bringe egne interesser i spil i det pædagogiske arbejde, ikke for dem selv, men for den enkelte borger. Pædagogen skal møde borgeren i borgerens interesse eller i målet om at skabe en interesse og derved et fælles tredje, såsom at strikke, lave bål, svømme osv.
Med udgangspunkt i relationscirklen kunne man forsøge at placere personalegruppen ud fra den enkelte borger eller lade borgeren selv lave den. Det kunne bruges som et kommunikativt redskab, som skaber en struktur og tydelighed for personalet og borgeren. Denne måde er dog ikke uden dilemmaer. Cirklen kan opfattes som et fravalg af personale hos borgeren eller internt i personalegruppen, ligeledes er relationer svært at strukturere, da de er dynamiske og kan ændre sig hele tiden. I særdeleshed når man har med borgere med tilknytningsproblemer. Hvis man tager udgangspunkt Per Schultz Jørgensens begreber med tilsyn, stimulation og tilknytning, så kan det give gode tydeliggøre opgaverne med at give omsorg, og at begreberne kan adskilles, men oftest fletter sammen.
Processen som har stået på de sidste par uger, har vi haft Marte Meo med i overvejelserne og som muligvis kunne bruges ifbm. ny handling. Som ugerne er gået og vores analyse af dilemmaet, så har vi valgt at droppe Marte Meo. Vi mener ikke at det er etisk forsvarligt at skulle filme en borger med tilknytningsvanskeligheder i situationer som omhandler berøring og de aspekter af berøring som vi har været inde på tidligere. Marte Meo’s formål er at brugergruppe og personale kan spejle sig i optagelserne, hvilket man gør i det pædagogiske arbejde, når man f.eks tager udgangspunkt i interesser og forsøger at matche borger og personale ud fra dette.
