Del. 3

Ifølge lektor og ph.d. Ida Schwartz (2001) bidrager omsorg til udvikling af selvstændighed og samhørighed, mestring og mening. Hun skelner imellem tre niveauer af omsorg, hhv. behovsomsorg, udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg. Hun mener der kan selvsagt være stor forskel på omsorgsopgaven alt efter, hvilken omsorg der skal gives.  

Metze og Nystrup (2006)65 skelner mellem 3 dimensioner, når vi taler om gensvar. det udvidende og afgrænsende gensvar, affektive og kognitive gensvar, konfronterende og tildækkende gensvar. Med henblik på vores case har vi dvælet lidt over hvordan kommunikationen blandt personalet er ved brugen af gensvar Så der kommer en mere ensartethed i den omsorg der kan gives til unge. Ligeledes har vi reflekteret over hvordan man give sin spejling, og den rette omsorg ifl. Den omsorgspligt vi har, når der arbejdes med unge. Den figurer blandt andet når der arbejdes på bosteder, her er voksenansvar loven, den vi rent lovmæssig skal arbejde med.  

I vores arbejde som pædagog er omsorgsbegrebet, omsorgspligten og relations arbejdet essentielt. Vi skal have fokus på den pædagogik vi udøver i vores virke som pædagog, da vi ud fra vores case har med omsorgsvigtede unge af gøre. Derfor er vores vigtigste og fornemmeste opgave relations arbejdet. Den omsorg vi som pædagoger udøver, uanset hvilken målgruppe vi arbejder med, skal vi være bevidste om. Vi skal ikke lade omsorgsbegrebet udvande, men holde fast i dets betydning. Når politikerne og medierne negligerer omsorgens betydning eller dens reelle tilgang, er det vores pligt igen at understrege, hvad omsorg er.

Marte Meo  

Betyder 'ved egen kraft' og er udviklet af hollænderen Maria Aarts.

I vores arbejde som pædagoger, er relationen og samspillet mellem målgruppen vi arbejder med essentielt. Her finder vi metoden marte meo interessant, da vi er nysgerrige på at se samspillet ud fra et refleksivt analyserende perspektiv, med begreber som spejling hvor målet kunne være at målgruppen via spejling ved hjælp af marte meo vil blive mere selvkørende eller kunne se sin egen spejling ved hjalp af den metode. Samtidig kan vi analysere den adfærd den unge har med henblik på at opnå et større indblik i og forståelse af adfærden. Og ikke mindst, hvordan den gennem et udviklingsstøttende samspil kan ændres til konstruktive adfærdsformer. Kort sagt hvordan får vi brudt med den adfærd og skabt nye mønstre for kontakt og trivsel. Hvor vi kan observere adfærden og samspillet mellem pædagogen og borgeren. Samtidig kunne det også være interessant at se den form for relation hvert enkelt personale har med den unge, i forhold til god og dårlig adfærd.  

I forbindelse med et oplæg omkring Bent Madsens Del 2

1 / 1

I forbindelse med et oplæg omkring Bent Madsens inklusion og eksklusion, hvor vi fortalte omkring dannelsesprocessor med udgangspunkt i George H. Meads identitetsdannelser og Goffmans teori om individets dramatisering af sig selv i hverdagslivet, fik klassen mulighed for at komme med kommentarer.  

Vi har en vinkel ud fra casen at den type berøring, den unge søger, skyldes et omsorgssvigt. Vi vil derfor bruge den diskussion vi havde i klassen efterfølgende.  

Klassens diskussion har været meget fokuseret på begrebet ”normalt” og også forsøgt at opsætte en normativ ramme for et omsorgssvigt. Det følger præcis kollega 1 og 2’s udsagn, som nævnt tidligere.  

Vi har diskuteret meget i gruppen om man kan opsætte en normativ ramme for berøring, og hvis man kan, i hvilken kontekst skal det foregå i. Ligeledes er der også noget om personlige grænser for pædagogen i praksis. Hvordan kan disse grænser have indflydelse på den ramme, som man forsøger opstille?  

Ift. begrebet normalt, så tyder det på at der er en umiddelbar holdning til at gøre emnet til noget der skal være “normalt”. Hvad er normalt i denne kontekst? Er berøring normalt? Er omsorgssvigt normalt? Er det at være normal normalt? Alle disse spørgsmål gør at de vi stadig undrer os...

---

Berøring, Nok! Del 1

Vi tager udgangspunkt i en case fra egen praksis, hvor vi har en dreng på 11 år, som har været udsat for massivt omsorgssvigt. Drengen kommer fra en familie, hvor forældrene ikke er sammen, han har boet ved dem begge på skift, begge forældre har diagnoser, heriblandt bipolar sindslidelse og borderline. Drengen har været i aflastning i 2 år inden han blev anbragt. 

Drengens adfærd har været svær at rumme for forældre og aflastningssted, drengen er beskrevet som særdeles udafreagerende. Han har siden hans ankomst til institutionen været meget søgende på fysisk berøring, heriblandt søgende på massage, tæt kontakt under kørsel, samt at sidde helt op af en, når han spiller Xbox.

Kollega 1.

Vi skal skabe relation og lære ham at kende som pædagogisk fagpersoner. Hvordan skal man give sin omsorg til et barn der er omsorgssvigtet og 'måske' misbrugt. Der er flere alarmklokker der ringer, når et ungt barn der ikke er teenager i nu, vil have massage, sidder op af pædagogiske personale eller næsten gravler ind i dem, når muligheden er der. Vi skal selvfølgelig give barnet omsorg , som vi er forpligtet til ifølge voksenansvar §3. Men kan skal vi give massage i et barns seng, skal vi give krammer når x vil have det, Når vi ikke kender graden af omsorgssvigten. Skal man sætte bestemte rammer op for barnet!
  
Kollega 2.
Som Pædagog observere jeg et barn der søger kontakten ved at gerne vil sidde tæt op ad pædagogen og gerne have trykmassage og tegnes på ryggen. Barnet vil gerne ligge sit hoved op ad ens skulder arm mens han ser noget på hans iphone. Som Pædagog er jeg bevidst om at anerkende ham i hans behov men også bevidst om at ikke afvise ham. Barnet har ingen grænser og søger kontakten uden grænser. Som Pædagog er det nødvendigt at have en relation for at kunne arbejde med barnet og være autentisk i relationen men stadig være tydelig og sætte grænser. Så Pædagogen kan tilegne sig en viden omkring barnet der er omsorgsvigtet, barnet har også en ADHD diagnose. Men som Pædagog er jeg også bevidst om de 3 ppp(privat, personlig, professionel).

Vi ser to positioner som to kollegaer har, dette kan afspejle en hel personalegruppe ift. tilgang til drengen.

Hvad gør vi som pædagoger for at beskytte os selv og vores kollegaer, når fysisk berøring/nærhed og omsorg er en del af vores arbejdsopgaver.

Hvor går ens egen grænse?

Er det okay, hvis en kollega siger fra overfor fysik berøring?